Parlamentarisk immunitet

Parlamentarisk immunitet er en beskyttelse af et parlaments medlemmer imod mulig politisk forfølgelse fra den udøvende magt gennem bl.a. politi og anklagemyndiged.

I Danmark har alle folketingsmedlemmer parlamentarisk immunitet i henhold til § 57 i Grundloven som siger: »Intet medlem af Folketinget kan uden dettes samtykke tiltales eller underkastes fængsling af nogen art, medmindre han er grebet på fersk gerning. For sine ytringer i Folketinget kan intet af dets medlemmer uden Folketingets samtykke drages til ansvar udenfor samme.«

Den danske grundlovs immunitet består således af to led; første led beskytter de til enhver tid værende folketingsmedlemmer imod strafferetlig forfølgning og indespærring mens andet led beskytter imod ansvar for ytringer fremsat i Folketinget. Begge former for immunitet kan ophæves af Folketinget men de to bestemmelser administreres meget forskelligt. Der gives som regel samtykke til første led mens der som regel ikke gives samtykke til andet led.

Der indhentes ikke (særskilt) samtykke fra Folketinget ved rigsretstiltale.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search